En kold arbejdsplads                - et øjebliksbillede fra Grønland

Det gælder hellefisken. Her under den metertykke ispanser er fjorden 400 m dyb. Igennem et hul i isen sættes en langline, som gerne skulle give en tung slædelast fisk med hjem igen.

Selv i den koldeste vinter skyder isbræen til stadighed sine enorme ismasser frem mod Diskobugten. Temperaturen står et sted på den "forkerte" side af de -20°C.

På fjordisen, lidt væk fra de store isbjerge, er fiskernes daglige arbejdsplads. Sceneriet er følgende: Et simpelt håndspil står ved et hul i isen. Dette hul må hugges igennem et metertykt ispanser.

Den langline trækkes ned af en metalglideplade, stor som en køkkenskabsdør. I en jævn bue skal den svæve ned til bunden lige som en papirsflyver i et klasseværelse.

Opholdet på isen kan vare i flere dage. Et lille telt står fast ved fangstpladsen på isen. Det tjener til varmestue og sovested. I den isnende stilhed høres primussens hvæsen langt væk, når isbrokkerne smeltes til vand.

Langlinen skal op til overfladen igen. Måske har kulden allerede lukket hullet, og det skal derfor bankes op allerførst. Inden begyndelsen af langlinen dukker op igen, skal spillet drejes rundt en hel time. Det giver varme, smågriner Niels Karl. Men så tager han fat med fingrene, og meter for meter bliver linen løftet op. Mange kroge er tomme, men alle kroge skal straks påny forsynes med frisk madding, skåret ud af de mindste fangstfisk. Ofte trækkes også en sløv fisk med op.

Efter endt fiskeri venter der en  hjemrejse med hundeslæden. Det tager ca. 3-4 timer på den kendte slædevej fra fjorden op over landet.

Niels Karl er godt tilfreds med sit liv. Om vinteren fisker han altid fra isen. Hans hunde er raske, og efter to, tre dage på isen kan han køre hjem med en slædelast på 100-200 kg hellefisk.